Hvad er en gletcher?
Groft sagt er en gletscher en langtidsholdbar flod af is.
Nogle er små flodlignende alpegletschere, som findes på høje bjerge, mens andre er kæmpemæssige strømme af indlandsis, som på Antarktis og i Grønland.
Hvordan opstår en gletscher?
En gletscher dannes hvor der falder en masse sne på samme sted. Efterhånden som der falder flere lag sne oven på den gamle, bliver lagene til sidst så tunge, at sneen i bunden presses sammen.
De nederste lag begynder at flyde, fordi trykket fra de øverste lag vrider, presser og smelter dem. Det får hele gletscheren til at bevæge sig langsomt som en ekstremt sejtflydende væske.
Er det alle gletschere, der flyder ned ad skråninger?
Gletschere kan godt flyde uden en skråning. De kan sammenlignes med en budding. Hvis du lægger mere oven på en budding vil vægten få resten til at give efter og flyde ud til siderne. Gletscheris er bare meget mere sejtflydende end en budding, så det flyder utroligt langsomt.
Vidste du?
Næsten alt vand er en del af et vedvarende kredsløb: Det fordamper fra havene og danner skyer, falder igen som regn og flyder tilbage til havet via jorden og floderne. Det vand, der indgår i en gletscher som sne, kan forblive uden for dette "hydrologiske kredsløb" i lang tid. I en alpegletscher forbliver det samme vand i gletscheren "kun" i hundrede år, mens de nederste islag i Grønland er mere end 100.000 år gamle. De nederste islag på Antarktis er endnu ældre. De stammer formentlig helt tilbage fra den tid, hvor gletscheren blev dannet, og det vil sige for mere end 40 millioner år siden.