ParkLæringErhvervEn verden af videnPlanlæg dit besøgÅrskort

Pressemeddelelse: 12. juni 2007

Hed Skt. Hans aften i Danfoss Universe

Det bliver ikke kun fra bålet, at der strømmer varme, når oplevelsesparken Danfoss Universe den 23. juni inviterer til en anderledes Skt. Hans aften. Inden hekseafbrænding og båltale er der nemlig både afrikansk trommedans og brasiliansk samba på scenen i parken.

Er du vild med varme, vuggende rytmer og stemningsfyldt dans?

Så er oplevelsesparken Danfoss Universe på det nordlige Als det rigtige sted at holde Skt. Hans aften i år. Lørdag den 23. juni blænder parken nemlig op for meget andet end blot bål og båltale.

Allerede kl. 16.30 står dansegruppen Vimoroz, der er inspireret af vestafrikansk trommedans, for en lille forestilling, hvor publikum involveres. Og kl. 19 går både Vimoroz og dansetruppen Sambananas på scenen i parken. Sambananas er en fuldblods sambagruppe med dansere og musikere i forskellige kostumer. Optrædenen på scenen afsluttes med en parade gennem parken og frem til søen foran Den Blå Kube, hvor bålet er placeret midt ude i søen.

Båltalen, der går i gang kl. 20.20, holdes i år af det lokale folketingsmedlem Ellen Trane Nørby fra Venstre. Hun er i gang med sin første periode i Folketinget og er sit partis medie- og kulturordfører.

Som altid i Danfoss Universe tændes Skt. Hans bålet bagefter på en anderledes og naturvidenskabelig måde, der nok skal vække begejstring. Og til sidst synger Maria Nielsen fra Sønderborg midsommervisen og giver en lille smagsprøve på sit øvrige repertoire.

Hele oplevelsesparken vil være pyntet til den rette Skt. Hans stemning med fakler og bålfade, og fra kl. 17.30 kan man i cafeen købe en lækker Skt. Hans Menu.

Hele arrangementet er inkluderet i entrebilletten, og årskortholdere har gratis adgang. På grund af Skt. Hans festen lukker Danfoss Universe denne aften først 21.30.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:
Ole Sønnichsen, kommunikationschef, Danfoss Universe. T: 7488 9533. M: 2041 8410.
E: ols@danfossuniverse.com.


 

Denne side er oprettet: 13.06.2007
Denne side er sidst opdateret: 13.06.2007
Skybrud.dk a/s