Tilde Svensson skriver i sin bog »Als Nørherred - Fortid og Nutid«, der udkom i 1957: »To mænd har haft stor betydning for udviklingen i Als Nørherred.
Den ene er Hertug Hans - kongesønnen, der fik arv på Als, og som rensede ud, nedrev gårde og byggede nye sædegårde - Ingen del af riget var i så god stand.
Den anden er Mads Clausen - bondesønnen, der ved sin flid rejste sin store fabrik og helt omskabte dele af Nordals ved at lade bygge til sine mange arbejdere.«
Sandt nok er det, at uden Mads Clausen og Danfoss ville meget have set anderledes ud på Nordals.
Nogle år efter 2. verdenskrig blev Mads spurgt, hvor stor fabrikken skulle være. »Et par tusinde medarbejdere«, svarede han.
Det tal fik de lokale politikere til spidse ører. Ingen - ej heller Mads - havde fantasi til at forestille sig, at Danfoss skulle blive endnu større.
Da væksten for alvor satte ind i begyndelsen af 1950'rne, satte det sine spor.
I Nordborg blev der bygget etageboliger, hvilket var ukendt uden for de store byer, og på en bar mark opstod en hel by med etageboliger, parcelhuse, skole, børnehave og butikstorv.