af Georg NissenDer er meget i nyhederne om den nye store maskine hos CERN. Den hedder LHC, det står for Large Hadron Collider. Formålet med maskinen er at lade atomkerner støde sammen med hinanden ved meget høj hastighed, for så at se efter, hvad der kommer ud af sammenstødet.
Det gør man for at finde ud af, hvad der er inde i atomkernenen - ja, faktisk for at finde ud af, hvad der er inde i de partikler, som atomkernen er opbygget af. Partiklerne hedder protoner og neutroner.
Protoner og neutroner er så små, at kollisionseksperimenter er den eneste måde, man kan undersøge dem på. Man kan ikke undersøge dem med almindeligt lys. Det er de for små til. Man er nødt til at bruge partiklerne selv som en form for lys, og det gør man ved at lade dem kollidere, støde ind i hinanden.
Fysikerne har udført den slags kollisions-eksperimenter i mere end 50 år og opbygget en del viden om, hvad der er indeni protoner og neutroner. Der er dog nogen huller i denne viden, som man søger at fylde ud med eksperimenterne ved LHC.
LHC er lavet til sammenstød mellem protoner og til sammenstød mellem bly-atomkerner. Det er en ringformet maskine, som partiklerne farer rundt i. Det fantastiske ved maskinen er, at den er så gigantisk stor. Det gør, at man kan få partiklerne op i meget højere fart (eller rettere sagt, give dem meget højere energi), end man tidligere har kunnet, uden at de ryger ud af svinget.
Man regner med, at den ekstremt høje energi i sammenstødene vil være nøglen, der låser op for nogen nye erkendelser om, hvordan verden hænger sammen i sit inderste inde.
Der er masser af materiale om LHC at finde på nettet. Start med at kigge hos
CERN.
af Georg NissenDet hænger i den offentlige debat uløseligt sammen med CO2-udslip, global opvarmning og klimaændring. Lige nu er vi ved at indsamle data, finde ud af hvad der optager vore gæster. Hvad kunne de tænke sig at opleve, hvad vil de have det sjovt med, og hvad kan de lære af det.
Den slags går ikke sporløst forbi én selv. Jeg så Al Gores film "An Inconvenient Truth" i går. Den burde alle se. De videnskabelige fakta formidles på en særdeles klar og og vedkommende måde, samtidig med at Al Gore investerer så meget af sig selv i emnet, at det bliver gribende og engagerende. Min konklusion er, at det haster med at få gjort noget ved CO2 udledningen. På alle fronter.
Alt dette skal selvfølgelig kvalificeres yderligere. Al Gores film er ikke det eneste sted, jeg har opsøgt information. Derfor vil jeg gerne slå fast, at udgangspunktet for mig fremefter er følgende:
Global opvarmning er et faktum. Klimaet er ved at ændre sig, og ændringen er menneskeskabt. Vores udledning af CO2 er en af hovedårsagerne.
af Georg Nissen
Vi får rigtig mange gode ideer og tilbagemeldinger fra de gæster, der har været testkørere på Segway testbanen, og der er allerede nu en klar vinder blandt ideerne: mere fart! Lav en racerbane!
Den ide tror jeg ikke, vi vil realisere lige med det samme. Vi synes, at det ville være for farligt med en racerbane.
En af grundene er, at en Segway altid skal have en hastighedsreserve, ellers kan den ikke balancere med passageren.
Sagt på en anden måde, så må man ikke køre så stærkt, at vognen ikke kan blive hurtigere mere. For hvis passageren så kommer til at læne sig lidt for meget forover, kan vognen ikke "køre lidt ekstra frem" for at genoprette balancen - den kører allerede så hurtigt, som den overhovedet kan.
Det er derfor, der er indbygget en hastighedsbegrænser-funktion ind i Segway scooteren. Den stejler, hvis man kører for hurtigt. Det er signal til passageren om at køre lidt langsommere.
Det er lige omvendt som ved en cykel. Den har man sværest ved at holde balancen på, når man kører meget langsomt eller står stille med den. En Segway mister balancen, når den skal køre stærkere, end den er bygget til. Det giver styrt ved topfart - ikke en rar tanke.
Vores bane er lavet, så testkørerne kan øve sig i præcision og fartkontrol; vi har bevidst undgået en racerbane.
Men måske kan vi finde på en anden sjov måde at konkurrere på? Er der nogen gode ideer?
af Georg NissenVi åbnede vores Segway bane i lørdags, den 10. maj 2008, og det ser ud til, at gæsterne er glade for den.
Her er lidt om, hvordan en Segway virker.
Hjulene på vognen sidder side om side, med en passagerplatform mellem dem. Det er stort set som på en sækkevogn eller en cykeltrailer. De, der har prøvet at køre uden hjælp på en sækkevogn, eller på en cykeltrailer, som ikke sidder fast bagpå en cykel, de ved, at det kan man bare ikke. Man vælter forover eller bagover. Det er næsten umuligt at balancere på en tohjulet vogn, hvor hjulene står side om side.
Hvordan kan man så gøre det på Segway?
Indbygget balancesystem
Vognen har et indbygget balancesystem med fem gyroskop-sensorer og to tilt-sensorer. De holder styr på, hvad der er op og ned, højre og venstre, for og bag, og hvordan underlaget hælder. Sensorerne er koblet til et elektronisk styresystem for vognens hjul. Styresystemet sørger for, at hjulene kører frem og tilbage.
Gyroskoperne måler løbende, i hvad retning vognen er ved at vælte, og styrer hjulene derefter. Er den ved at vælte bagover, så kører hjulene lidt baglæns for at genoprette balancen. Tipper vognen forover, så kører hjulene lidt fremad for at kompensere.
Styring gennem ubalance
Man får en Segway til at køre frem og tilbage ved at bringe den i ubalance. Læner man sig forover, så tvinger man dermed hjulene til at køre fremad, fordi vognen må køre den vej for at genoprette balancen.
Læner man sig bagover, må vognen køre baglæns for at forhindre, at man vælter. For at bremse og stoppe læner man sig lidt væk fra den retning, man kører i. Når man står lige op og ned på vognen, holder den stille og laver kun helt små korrektioner frem og tilbage med hjulene for at holde balancen.
Det er altså ikke passageren, der balancerer med en Segway - det er vognen, der balancerer med passageren.