af Jesper IngerslevDa jeg kom tilbage efter sommerferie, slog det mig, at det var den første gang i 10 år, jeg ikke skulle begynde et nyt skoleår. Her var ingen "så er vi her igen" stemning, som man kender så godt fra lærerværelserne i dagene lige efter sommerferien.
Skolen bevæger sig på mange måder i en form for tidsmæssig cirkelbevægelse. Ferierne ligger i de samme uger, ugeskemaerne gentager sig igen og igen, ringetiderne er de samme hver dag. Traditionerne holdes i hævd med skolefester i samme uger år efter år, 4. klasserne skal derhen hvor man nu plejer at tage 4. klasse med osv. Helt fra det overordnede plan til den enkelte lektion er skolens struktur præget at gentagelse og rutinisering.
Måske - skriver og siger MÅSKE - kunne man opdage nye og spændende muligheder ved at forsøge sig med at bryde med det cykliske verdensbillede skolens struktur tegner for ledelse, lærere og elever. Nye rammer giver nye muligheder.
For eleverne er der jo ikke IGEN efter en sommerferie. De er der PÅ NY- lidt ældre, nye oplevelser og erfaringer i rygsækken og med masser energi.
af Julie Kjær-MadsenHvordan kan det være man bliver både svimmel og henrykt over at hoppe på trampolin? Hvad er grunden til at hamsterhjulet i parken er et af de mest populære? Hvorfor er det så tiltrækkende når trackball’en i en computer mus pludseligt har samme størrelse som den bold elefanten balancerer på i cirkus? Hvorfor bevæger vi os så snart rum og omgivelser tillader det?
Kunne man forestille sig at vi fra naturens side er udstyret med en grundlæggende lyst til at være glade i kroppen? Og endeligt er der en sammenhæng mellem glæde, sundhed, bevægelse, flow og læring?
Der er vist ikke grund til at sætte spørgsmål ved disse ting? Vi ved det godt. Det er både psykologisk og kemisk forklaret.
Det der er grund til at sætte spørgsmålstegn ved, er hvorfor vi er så tilbageholdende med at bruge denne viden. Hvorfor der er så mange hæve sænkeborde der aldrig rykker sig en centimeter op eller ned og hvorfor der ikke er flere læringsrum der lægger op til bevægelse.
Eksemplet ude i parken er stærkt. Der bliver løbet og grinet. Man involverer sig og udnytter det anderledes rum. Vi kan se det virker, - både på børn og unge og såmænd også på os selv. Men det foregår i et uformelt rum. Så snart vi rykker ind i de formelle rum, klasseværelserne og kontorerne, genfinder vi os ( frivilligt og trygt) i det kendte adfærdsregulerende rum, der ikke stimulerer glæden i kroppen.
Lad os bringe muligheden for at være glad i kroppen tilbage til de rum vi lærer og bevæger os i.
Hvordan kan vi gøre det?
af Jesper IngerslevJeg fik en hel(!) kommentar på mit første blogindlæg. Det skal fejres med, at mit næste indlæg er en respons til den aktive læser, der responderede.
"Penge...vi venter på penge" - det er indledningen på kommetaren. Jeg vil godt understrege, at med små 10 år på bagen i det danske uddannelsessystem er jeg ikke helt blind for, hvordan det står til med ressourcerne. MEN - jeg vil godt slå på tromme for, at man ikke altid skal starte med alt det, der ikke kan lade sig gøre på grund af ressourcerne. Der er også ting, man kunne gøre ANDERLEDES. Det er ikke forbudt - som det heldigvis også sker visse steder - at overveje, om det virkelig er det mest fornuftige at køre med det samme skema hver uge. Hvad kunne man egentlig opnå, hvis man turde tænke hele planlægningen af undervisningen om? Hvad hvis man kunne lægge undervisning i større eller mindre klumper, så undervisningens form i højere grad kunne være med til at understøtte dens indhold?
En helt central faktor i det her er indstillingen - for at vende tilbage til mit første indlæg. Meget undervisning kunne tilrettelægges anderledes rent indholdsmæssigt, hvis man havde en mere elevorienteret tilgang. Nu ved jeg godt, at det kan kræve efteruddannelse, men nyuddannede lærere har da til hvis grad stiftet bekendtskab med den teori, der lægger op til øget fokusering på den enkelte elev. Måske man skulle bruge dem mere aktivt som en ressource, når man organiserede sin skole?
Til sidst - men ikke mindst - ligger der en kæmpe ledelsesopgave her. Ledelsen må på banen for at prioritere en udvikling af den pædagogiske praksis og for at stikke kursen ud.
Så: flere ressourcer ja, men det handler i lige så høj grad om, at man begynder at overveje, hvordan man organiserer de eksisterende ressourcer. Det kunne i hvert fald starte med.
af Julie Kjær-MadsenKan naturfagslokalet blive lige så naturligt et rum som køkkenet?
Naturfagene er en del af hverdagen. Råstoffer, teknik, maskiner, energi, evolution, bytes, gener, træsorter, Newtons love, naturen, blodbanerne… vi kommer ikke uden om det. Det er en del af vores liv, vores læring og vores grundlag for at forstå den virkelighed vi er en del af.
Men det føles ikke altid sådan. Det føles svært, uintegreret, adskilt. I hvert fald når vi kigger på naturfagslokalerne. De er ofte aflåst, måske endda med en specialnøgle. For det er specielt det der foregår der, det er ikke for alle – rummet er i hvert fald ikke ligeså let tilgængeligt som et almindeligt klasselokale.
Mon det kunne være anderledes? Kunne vi integrere naturfagsundervisningen i en tværfaglig undervisning? Ja, lyder svaret, det gør vi allerede. Men hvorfor er naturfagslokalerne stadigt aflåste, særlige steder til specielle skemalagte timer under tilstedeværelse af specialister.
I bund og grund handler det om at nedbryde den grænse vi i 60’erne så i parcelhuset. Der lå køkkenet for sig selv så eksperten; mor, kunne excellere i professionel ro og mag. Der blev ikke eksperimenteret meget med retterne. En gratin krævede ekspertise og var ikke bare sådan noget man lige gik ind og lavede. Ligesom den naturfaglige metode ikke forekommer alle lige let at gå til og forsøge sig med. I 80’erne gik vi for alvor i gang med at lægge stue og køkken sammen og blande interesser og være kreative. Det var ok at sidde og iagttage hvad der foregik i køkkenet. Der blev måske endda lagt op til at uøvede kunne eksperimentere og herigennem tilegne sig evnen til at frembringe et måltid.
Mon naturfagslokalet kunne blive et rum som køkkenet? Et rum hvor man med den største naturlighed går ind og laver et måltid, - eller opstiller et forsøg. Tænk hvis vi kunne kombinere naturfagslokalet med klasseværelset og det udendørs rum til fysiske udfoldelser.
Det skal være ligeså let at tilgå naturvidenskabeligt og kreativt fagspecifikke redskaber, som det er at gå ud i køkkenet og være kreativ i komposition af dagens smoothie.
Hvad ville det ikke kunne gøre for tværfagligheden?
af Julie Kjær-Madsen
- Og hvordan ser fremtidens læringsrum ud?
I designverdenen har man i gennem mange år designet ud fra devisen; form følger funktion. Det handler om at formgive brugsgenstande, så de understøtter den anvendelse, de er designet til.
Det får mig til at tænke på, om vi i tilstrækkelig høj grad er bevidste om, hvilken adfærd vi gerne vil understøtte i de læringsrum, vi tilbyder vores børn og unge både nu og i fremtiden.
Ja hvad er det egentlig for en adfærd, vi gerne vil understøtte?
- Det kommer vel an på, hvilke kompetencer vi gerne vil understøtte tilegnelse af.
Hvis man skal lære at være en god fodboldspiller, er det god praksis at opholde sig rigtigt meget på en fodboldbane.
Hvis man skal være kok, opholder man sig ofte i et rum, der tillader én at eksperimentere med mad og råvarer - sådan kunne jeg blive ved.
Samfundet efterspørger kompetencer som kreativitet, forandringsparathed, innovationsevne, evne til at opsøge ny viden, kommunikations- og samarbejdskompetencer.
I høj grad kompetencer der læres gennem praksis, og som er tæt forbundet med begejstring, at være i flow og føle frihed og mulighed for bevægelse.
Hvis fodboldspilleren skal ’på græs’ for at dygtiggøre sig, og kokken skal i køkkenet, hvordan ser så det rum ud, der understøtter tilegnelse af de kompetencer, samfundet efterspørger?
Det kreativitetsstimulerende rum tilbyder mulighed for konstant udvikling af processer og arbejdsmetoder.
Det forandringsparate rum lader sig forandre, og byder sig selv til - til fri fortolkning og udnyttelse.
Innovationsevne må formodes at udvikles i et miljø, der fordrer sammenstilling af ny og kendt viden på nye måder.
Det kommunikerende rum tillader tværgående dialog og videndeling, og det rum, der befordrer samarbejde, bygger på lysten til at bevæge sig fra mit rum til vores rum og involvere sig i forventning om rumlighed.
Vi er lige nu i de indledende faser i processen med at definere et fundament på, hvilket vi kan bygge et læringshus. Huse er som regel adfærdsregulerende på den ene eller anden måde direkte eller indirekte.
Erfaringer fra parken samt formodninger om forskellige rums muligheder og ønsker har vi masser af, men vi kender ikke svaret.
Et er sikkert, hvis form følger funktion så lad os starte i funktionen.
Hvad tænker du?
af Jesper IngerslevDet er i virkeligheden et ret banalt spørgsmål – eller, det burde være det. Vil man indrette skolen efter de elever, der er i den, eller vil man indrette eleverne efter den skole, de går i? Vi burde gøre det første, men vi gør i alt for høj grad det sidste.
Den danske folkeskole er i alt for høj grad indrettet på, at læreren overleverer viden til eleverne, og at det sker primært ved hjælp af skrift og tale. Det gælder både den fysiske indretning af skolen, skemalægningen af undervisningen og de formidlingsformer, der er fremherskende.
Vi ved fra hjerneforskningen, at eleverne kommer i skole med meget forskellige forudsætninger for at lære – og her tænker jeg ikke i niveau, men i de forskelle der er på, HVORDAN den enkelte elev lærer bedst. Er man til sprog og tal – altså en af de heldige, der er stillet ind på skolens foretrukne læringsfrekvens? Eller er man bedre til at lære gennem sin krop, fingre, øjne eller gennem interaktion med andre? Er man god til at omsætte teori til praksis, eller passer det bedre at kaste sig ud i praksis og omsætte den til viden og principper bagefter?
Hvis vi skal give eleverne i den danske skole den bedste mulighed for at lære og den største lyst til at fortsætte med at uddanne sig, så bliver vi nødt til at arbejde med, hvordan vi i langt højere grad kan indrette en skole, som tager udgangspunkt i de elever, der udgør kernen i skolen. De skal have (mindst) den samme mulighed for et godt liv, som vi har haft. De skal opleve glæden ved at lykkes og have modet til at fejle. Og de skal være i stand til at styre Danmark videre på ret kurs i den globale konkurrence.
Vi skal i langt højere grad tage udgangspunkt i den viden vi har om, hvordan mennesker lærer bedst. Vi skal skabe en undervisning, hvor eleverne er aktive, hvor de i langt højere grad får mulighed for at udnytte deres individuelle styrker, og hvor eksperimentet og nysgerrigheden er helt centrale elementer.
Nøglen her er at give de mange engagerede lærere de bedste muligheder for at lave sådan en undervisning. Uddannelse og gode rammer. Mulighed for at arbejde med fleksible skemaer. Netværk der sikrer nem adgang til samarbejde med erhvervsliv, uformelle læringsmiljøer og offentlige institutioner.
Hvad venter vi på?