Som på alle andre skibe er der et meget specielt arbejdsmiljø i Vædderens maskinrum.
Vædderen har tre hovedmotorer (Man B&W Alpa) – hver på4.000 Hk samt et elektrisk propelanlæg (600 kW) – den såkaldte Azimut propel.
Ved normal drift sejler Vædderen med to hovedmotorer i funktion, og kan derved skyde en fart på op til 15 knob.
Den tredje motor fungerer som reservemotor, hvis én af de andre motorer får motorstop.
Hvis alle tre motorer bryder sammen, kan Azimutten som en slags påhængsmotor skydes ud under kølen og fungere både som motor og ror.
Udover motorer har vædderen selvfølgelig også generatorer, køleanlæg med mere i motorrummet.
Alle disse nødvendige maskiner producerer støj og varme.
Derfor er det, som Bjarne Ørgård Hansen fortæller, nødvendigt altid at have høreværn på i maskinrummet.
Varmen kan man desværre ikke gøre noget ved – det må klares ved ekstra pauser og mere vand.
På sin vej rundt i maskinrummene måler Katja støj og temperatur med sit Pasco-udstyr.
Temperaturen når i det varmeste rum op på 37,8°C.
Støj i maskinrummet
Men støjen er det værste.
Støj måles i decibel -dB(A).
Allerede ved et støjniveau på 50 dB(A) forstyrres mulighederne for at tale sammen.
Katja måler 103,6 dB(A) i motorrumme.
Ved et støjniveau på 70 dB(A) må man anstrenge sig for at føre en almindelig samtale og ved et støjniveau på over 90 dB(A) må man råbe/tale direkte i øret for at gøre sig forståelig.
Ved et støjniveau på over 85 dB(A) skal arbejdsgiveren stille høreværn til rådighed.
I arbejdsmiljøet skelner man mellem to typer af støj:
Den høreskadende støj, som er højere end 80 dB(A) i gennemsnit i løbet af en 8 timers arbejdsdag (kaldet støjbelastningen).
Man kan have problemer med hørelsen længe før, der kan måles et egentligt høretab.
Den generende støj, hvor støjbelastningen kan være lavere end 80 dB(A), men hvor generne i høj grad hænger sammen med arbejdsopgaverne.
Det er støj, der ikke anses for direkte høreskadende, men som kan føre til træthed og måske problemer med hørelsen i form af vanskeligheder ved at fokusere hørelsen til baggrundsstøj eller lydoverfølsomhed og tinnitus.